Orientering fra Fjernvarmen omkring afkøling

Orientering fra Fjernvarmen omkring afkøling

17. marts 2025

 

Vedrørende dårlig afkøling på din fjernvarmeinstallation.

 

Vi har bemærket, at afkølingen af fjernvarmevandet fra en del af vore forbrugere ligger under det forventede niveau. Dette betyder, at fjernvarmevandet ikke bliver tilstrækkeligt afkølet, inden det sendes tilbage i vores system. En lav afkøling kan medføre øgede omkostninger og belastning af systemet, hvilket påvirker både dig som forbruger og os som leverandør.

Du kan se din afkøling på årsafregningen.

Du kan altid følge dit forbrug af fjernvarme, herunder din afkøling på E-forsyning. Via vores hjemmeside.

Her logger du ind med dit kundenummer og password. Begge dele findes på årsafregningen.

Hvad betyder dårlig afkøling?

Når fjernvarmevandet ikke afkøles tilstrækkeligt, tyder det ofte på, at der kan være problemer med din varmeinstallation. Typiske årsager kan være:

·       En forkert indstillet termostat eller reguleringsventil.

·       Manglende vedligeholdelse af din fjernvarmeunit.

·       En dårlig isolering af dine varmerør.

Hvad kan du gøre?

For at forbedre afkølingen og optimere din varmeinstallation anbefaler vi, at du:

·       Tjekker dine termostater – Sørg for, at de er korrekt indstillet.

·       Kontakter en autoriseret VVS-installatør – Få en fagmand til at gennemgå og justere din fjernvarmeinstallation.

·       Sikrer regelmæssig vedligeholdelse – Overvej en serviceaftale, så din installation altid fungerer optimalt.

Sådan hjælper vi dig

Vi vil gerne hjælpe dig med råd og vejledning.

 Du er velkommen til at kontakte Jens Madsen på tlf. nr. 75162724/2 eller sende en e-mail til fjernvarme@fanonet.dk.                                                                                                                                                                                                                                                       

Husk: Optimal afkøling sparer dig penge. Ved at sikre en god afkøling bidrager du til et mere effektivt fjernvarmesystem, samtidig med at du kan reducere dine varmeudgifter.

 

Tjek, om du kan få håndværkerfradrag | skat.dk

Du kan få fradrag for udvalgte håndværksydelser i dit hjem eller fritidsbolig. Hvis du har betalt 3.000 kr. for en håndværksydelse, sparer du ca. 780 kr.

 

 

 

10 Gode varmeråd.

 

1.     Radiatoren: Brug alle radiatorer i samme rum, indstil dem ens. Radiatoren fungerer korrekt, når den er varm i toppen og kold i bunden. Udluft radiatoren hvis der er en rislende lyd i radiatoren.

 

2.     Gulvvarme: Find passende indstilling, og undlad yderligere regulering af temperaturen. Det kan tage ca. et halvt døgn, før regulering af gulvvarme slår igennem. Fremløbstemperaturen styres i dag normalt automatisk via vejrkompensering eller behovsstyring.

 

3.     Temperaturen: 21 gr. Er en ideel stuetemperatur for de fleste. Hver ekstra grad betyder ca. fem procent større varmeforbrug. Hold altid døren lukket til kolde rum.

 

4.     Termostaten: Placer aldrig gardiner, møbler eller tøj på eller foran radiatoren eller termostaten. Luften omkring radiatoren skal have frit løb, og termostatens føler må ikke være tildækket.

 

5.     Det varme vand: Indstil temperaturen på det varme brugsvand til maks. 50-55 ˚C. Ved højere temperatur øges risikoen for kalkdannelser. Tag brusebad. Der går ca. 45 liter vand til et brusebad mod 145 liter til et karbad.

 

6.     Natsænkning: Begræns nedsænkning af temperaturen om natten. Skrues temperaturen for langt ned, skal der bruges meget energi til at varme rummene op igen.

 

7.     Indeklima: Luft ud jævnligt ved gennemtræk i ca. 5 minutter ad gangen. Luk termostaterne imens. Undgå fugt; tør dit tøj udendørs, holde temperaturen over 14˚C, hold kolde ydervægge fri for store møbler.

 

8.     Returtemperatur: Jo koldere returtemperaturen er, jo bedre har du udnyttet varmen i fjernvarmevandet. Radiatorernes returrør skal føles kolde eller håndvarme.

 

9.     Isolering: Sørg for at rør, ydermure og loft er velisoleret.

 

10.  Aflæsning af forbruget: Aflæs din måler en gang om måneden, eller gå ind på ”MIN SIDE” via vores hjemmeside ”Nordby Varme.dk” så har du styr på dit forbrug og kan hurtigt opdage eventuelle store udsving.

Hvis du har en cirkulationspumpe til varmt vand, bør den være korrekt indstillet og kun køre, når der er behov. Overvej at installere en tids- eller temperaturstyring for at optimere driftstiden.

 

Hvis du ikke har gjort det, så husk venligst at tilmelde dig/jer fjernvarmen til E-Boks. Det er nemmere for dig – og os, se evt. mere på hjemmesiden www.nordbyvarme.dk

//